I dette blogindlæg analyseres Flers rap Wilkommen in Berlin. Jeg tager her fat i teksten alene, men snyd ikke dig selv for at lytte til nummeret, da lydeffekterne, stemmeføringen mv. giver et hardcore helhedsindtryk.
Rap er en kultur, der har sin oprindelse i de amerikanske ghettoer, og det ligger i rappens tradition at fremhæve, at man kommer fra et hårdt miljø, især i hardcore-hiphoppen, som denne er et eksempel på. Storbyen er derfor en naturlig del af teksternes indhold. Ligeledes er det næsten obligatorisk at fremhæve sig selv, gerne på bekostning af andre rappere eller andre sociokulturelle grupper. Men interessant er det at se på, hvordan kampen på ord udspilles.
Velkommen til Berlin! Velkommen til en multikulturel by, en by der regeres fra gaden. Velkommen til et liv, hvor du lærer det på den hårde måde. Velkommen til en by, som er hadet og elsket, som er et hjem.
Rappen består af 11 strofer, og fremføres af 10 forskellige rappere, der netop har det til fælles at de hører til i storbyen Berlin. De første 10 strofer indeholder 12 verslinier med 8 taktslag i hver, og den sidste strofe indeholder 8 vers, ligeledes med otte taktslag, og de resterende 4 vers bruges til at ’fade’ nummeret. Otte taktslag betyder for det meste 4 trykstærke stavelser pr. vers, men som det vil fremgå, har teksten ret frie tøjler. Antallet af tryksvage stavelser mellem de trykstærke varierer, og af og til er teksten ’for lang’ til de otte taktslag og af og til ’for kort’, men alligevel ender den altid med at passe indenfor hver strofe. Det giver rappen dynamik og vitalitet, at man nogle gange skal gøre sig umage for at høre alt hvad der bliver sagt, og nogle gange får en kort og ekstra tydelig besked (f.eks. str. 11: das hier ist Berlin, das hier ist mein Zuhause).
Der er ofte forekommende enderim og sekvensrim (str. 1:Welt, bellt, Schellt, gefällt, Geld). Rimene med mandlig udgang virker, især når de falder tæt, meget slagkraftige (Sommer im Blóck, geile Fraun in miniróck). Enderimene i 1. strofe kører: aaaabbccdddd. I de følgende strofer afveksles af og til mellem 4 og 2 enderim i træk, men i det hele taget er der en meget regelmæssig struktur, der tillader at rimene ofte er urene. Dette er ikke vigtigt for tekstens sammenhæng, tværtimod, de skæve rim medvirker til tekstens kvalitet (str. 7: Welt kam - Eltern – seltsam). Af andre sproglige spidsfindigheder kan nævnes kiasmen i str. 2 hvor Hass og Liebe krydser over i vers 5 og 6. Sproglig opfindsomhed er et mål i sig selv i jam-hiphoppen. Denne tekst må kategoriseres til hardcore-hiphop, på grund af dens hårde måde at fremhæve af sig selv og nedgøre andre, men sprogligheden er stadig en vigtig faktor.
I de fleste strofer forekommer gentagelser og anaforer med blot få ændringer i ordlyden, som således understreger hinanden. I første strofe begynder 3 forskellige vers med ordet "Berlin", 2 med "wo man" og 3 med "so viele". Ekstra slagkraftigt er 11. vers: "weil sie die Kraft gibt, weil es die Macht gibt" som ligeledes rimer på „aggressiv“, "Stadt liebt" og Nacht sieht". Man kan ikke undgå at bemærke trykstærke ord med assonansrim (Stadt, Kraft, Macht, Nacht) og disse er alle centrale ord i teksten, da de i høj grad definerer rapperne, sådan som de beskriver sig selv.
Teksten har et eksplicit lyrisk jeg. Det er logisk, at det er identisk med rapperne, da vi ved at de kommer fra Berlin og har en gruppe der hedder Aggro Berlin, og denne bliver nævnt direkte i teksten. Det lyriske jeg definerer sig selv som modsætning til et lyrisk du eller I. Der tales to gange i teksten til ”ihr Touristen”, desuden en gang til ”Opfer wie du”. Ellers er det et udefineret du/I, der tales til. Nogle gange bliver modtageren nedgjort, andre gange bliver den inviteret til at se det ”ægte” Berlin. Fælles for den/de, der tiltales er, at det ikke er ægte berlinere i modsætning til rappens jeg/vi, der beskriver sig selv som ægte bysbørn. ”Ihr behinderten Touristen” ser kun overfladen af byen, en kulisse, men jeg’et lever bag kulisserne. Jeg’et er ”nattens barn” og det er om natten, man ser det ægte Berlin, lyder det.
Ifølge denne rap er byen et sted med ubegrænsede muligheder (str. 9), og hvor man kan gøre hvad man vil (str. 1). Det tyder altså på, at friheden for individet er meget vigtigt. Enhver ”hustler” for sine penge – enhver er altså sig selv nærmest, og man må gerne hustle (snyde) hinanden. Ikke alle berlinere er aggressive, lyder det i 1. str. Det siger implicit, at mange faktisk er aggressive. I Berlin ”bider man, når man gør”. På billedplanet er bymenneskene bidske hunde og gribbe, der venter på at kunne kaste sig over én. Den enes død, den andens brød.
Der beskrives et hårdt miljø med prostitution, narkotikahandel og foragt for politiet. Byen påhæftes betegnelser som ”abschaum City” og ”der Stadt der Probleme”. Ghettoerne nævnes flere gange, og alle de negative betegnelser bliver brugt som kritik mod den borgerlige kultur eller mod systemet, ofte repræsenteret af politiet. Rapperne lever nemlig selv i undergrundsmiljøet og ophøjer netop deres egen modkultur. Rapperen i str. 2 kalder sig selv Untergrund König, en konge som vil forsvare sin by med liv og lemmer. Samfundskritikken af Berlin kommer især til udtryk i str. 4: ”zu viele Kiddies… wachsen auf ohne Ziele, ohne Liebe und ohne Respekt”. Her siges, at systemet har spillet fallit overfor en stor gruppe mennesker. Til gengæld fremhæves sameksistensen af de forskellige nationaliteter i byen bl.a. i str. 6, hvor det fortælles at tyrkere og tyskere bruger hinandens ord for ’kammerat’ (Atze og Kanacken), og det siges at denne by er anderledes. Anderledes end de byer, hvor racismen er fremherskende.
Det komplekse forhold til byen er centralt. Det er et had-kærligheds-forhold (str. 2). Og dog er det altid kærligheden, der er stærkest, hvilket især understreges i rammen omkring teksten, nemlig første og sidste strofe – teksten starter med ”Berlin, über alles in der Welt”, og i slutningen gentages ”Man, ich lieb’ Berlin”.
af Karen Poppel
Gestern und heute. Von Gedichte zu Hip-Hop-Liedern.
