Kaos, rod, ubalance, fordærv og dekadence; det er den stemning, man kastes ind i, når man læser Rainer Maria Rilkes digt Die Städte aber wollen nur das Ihre.
Digtet stammer fra dén af Rilkes digtsamlinger, som hedder Das Studenbuch, hvilket på dansk kan oversættes til Tidebogen. Historisk set var en tidebog, tilbage i middelalderen/den tidlige renæssance, en samling af de otte bønner, som katolske gejstlige skulle udføre hver dag. Disse bøger var ofte rigt illustrerede med farverige (og somme tider makabre) tegninger.
Digtet består af tre strofer med et varierende antal vers i hver: fire i det første, seks i det andet og syv i det tredje. Kigger vi nærmere på metrikken, ser vi, at vi har med et femfodsjambe-skema med optakt at gøre. Forklaret i lægmandstermer vil det sige, at digtet begynder med en optakt, som består af en ubetonet stavelse, og her efter kommer en betonet stavelse efterfulgt af en ubetonet, som gentager sig fem gange (ved vers med mandelig udgang udgår den sidste ubetonede stavelse). Versene i alt har mellem 10-11 stavelser (10 for vers med mandelig udgang og 11 for kvindelige). Eksempel:
Die |Städte| aber| wollen| nur| das| Ihre
u|-u|-u|-u|-u|-u (kvindelig udgang)
und |reißen |alles |mit in| ihren| Lauf.
u|-u|-u|-u|-u|- (mandelig udgang)
Metrum i digtet er altså alt i alt meget stabilt og regelmæssigt. Kigger vi på udgangenes køn er der dog (måske udover første strofe) mindre system i sagerne. Måske et udtryk for det kaos, som Rilke mener, at man finder i storbyen:
Første strofe: K M K M
Anden strofe: K M K K K M
Tredje strofe: K M K M M K K
Klangmæssigt støder vi udelukkende på enderim. Rimskemaet er dog mere varieret:
Første strofe: abab
Anden strofe: cdcccd
Tredje strofe: efeffee
I første strofe synes der at være system i rimene, men lige som med udgangenes køn ophører regelmæssigheden ved anden strofe. Rimparrene består enten af to stavelser (ved kvindelig udgang) eller én stavelse (mandelig udgang).
Ti af digtets vers begynder med ordet und, og dermed har vi tale om anafor. Det retoriske kneb ofte at indlede sætninger med og kender vi bl. a. fra Biblen (f. eks.: Og Gud så, at det var godt.), og netop den religiøse tone, som dette giver digtet, passer fint med det overordnede religiøse tema i digtsamlingen.
Lad os prøve, at se nærmere på selve indholdet af digtet. Først kan vi prøve at inddele nogle ord fra digtet i semantiske skemaer:
Disharmoni og ødelæggelse: mitreißen, zerbrechen, brennend aufbrachen, fallen, lärmen, Trug, äffen, Gift
Natur: Holz, Tiere, Schneckenspuren, Ostwind, Tier- und Menschensäfte, Gleichgewicht
Hastighed: Lauf, Fortschritt, rascher, lauter
Civilisation/byen: Städte, Kulturen, Metall, Glas, Geld
Kødelige lyster/dekadence: Huren, Wein, reizen, Tier- und Menschensäfte, vergänglichem, Geschäfte
Alene ud fra kategorierne kan man fornemme digtes dystre og apokalyptiske tone. I første strofe bliver byen beskrevet som en altødelæggende, ja nærmest dæmonisk kraft, der på makabreste vis river dyr midt over og slider mennesker op til de står i flammer, alene fordi, de står i dens vej. Allerede her kan man fornemme sporerne til ekspressionismens maleriskhed og stærke billedsprog.
I anden strofe beskrives byboerne. De tjener udelukkende det menneskeskabte (kulturen), hvilket korrumperer dem, og får dem til at falde ud af deres naturlige balance.
Ti af digtets vers begynder med ordet und, og dermed har vi tale om anafor. Det retoriske kneb ofte at indlede sætninger med og kender vi bl. a. fra Biblen (f. eks.: Og Gud så, at det var godt.), og netop den religiøse tone, som dette giver digtet, passer fint med det overordnede religiøse tema i digtsamlingen.
Lad os prøve, at se nærmere på selve indholdet af digtet. Først kan vi prøve at inddele nogle ord fra digtet i semantiske skemaer:
Disharmoni og ødelæggelse: mitreißen, zerbrechen, brennend aufbrachen, fallen, lärmen, Trug, äffen, Gift
Natur: Holz, Tiere, Schneckenspuren, Ostwind, Tier- und Menschensäfte, Gleichgewicht
Hastighed: Lauf, Fortschritt, rascher, lauter
Civilisation/byen: Städte, Kulturen, Metall, Glas, Geld
Kødelige lyster/dekadence: Huren, Wein, reizen, Tier- und Menschensäfte, vergänglichem, Geschäfte
Alene ud fra kategorierne kan man fornemme digtes dystre og apokalyptiske tone. I første strofe bliver byen beskrevet som en altødelæggende, ja nærmest dæmonisk kraft, der på makabreste vis river dyr midt over og slider mennesker op til de står i flammer, alene fordi, de står i dens vej. Allerede her kan man fornemme sporerne til ekspressionismens maleriskhed og stærke billedsprog.
I anden strofe beskrives byboerne. De tjener udelukkende det menneskeskabte (kulturen), hvilket korrumperer dem, og får dem til at falde ud af deres naturlige balance.
und nennen Fortschritt ihre Schneckenspuren (vers 3, strofe 2)
Det lyriske jeg mener, at deres teknologiske fremskridt i virkeligheden ikke er andet end sneglespor, dvs. at de tror deres opfindelser og teknik er kæmpe landevendinger, men reelt ændrer de kun meget lidt.
und fühlen sich und funkeln wie die Huren (vers 5, strofe 2)
Ovenstående vers kunne måske fortolkes, som om byboerne sætter deres moral og uskyld over styr, for at opnå større rigdom og materielle goder, og alene på ydersiden ser de interessante og tillokkende ud, men indvendigt er deres moral fordærvet. I denne strofes sidste vers fortælles hvordan byboerne larmende og konstant udbygger deres by med raffinerede materialer som metal og glas. Ikke noget med mursten, træ eller stråtag her.
Es ist als ob ein Trug sie täglich äffte,
sie können gar nicht mehr sie selber sein; (vers 1-2, strofe 3)
I disse vers fortælles om byboernes fremmedgørelse. Storbyens larm og stress får dem til at glemme dem selv, og de havner i en identitetskrise, som følge af deres tilpasning til byen. Pengeøkonomien som uløseligt hører sammen med byen styrer dem, og de må bruge alle deres kræfter til at skaffe flere og flere.
und ist wie Ostwind groß, und sie sind klein (vers 4, strofe 3)
Pengeøkonomien sammenlignes altså med østenvinden, en kraft langt større end menneskerne, og det på trods af, at pengeøkonomien er menneskeskabt. Alligevel må de underkaste sig den.
und ausgeholt und warten, dass der Wein
und alles Gift der Tier- und Menschensäfte
sie reizen zu vergänglichem Geschäfte. (vers 5-7, strofe 3)
Her beskrives "kødets lyster" for nu at bruge et religiøst udtryk. Byboerne er i højere grad end andre i deres drifters vold, og fordriver al deres fritid med druk (Wein) og hor (Gift der Tier- und Menschensäfte). Alt sammen "forgængelige forehavender", midlertidige glæder, som intet varigt og stabilt bringer med sig.
Hele digtet er gennemsyret af en stemning af dekadence, moralsk forfald og undergang. Det lyrisk jeg ser tydeligvis kritisk på dette, og mener at byboerne stikker dem selv blår i øjnene, når de tror, at byen og industrialiseringen er den rette vej at gå. Gud er blevet udskiftet med teknologisk fremadstræben og materiel rigdom, hvilket resulterer i en selvcentrering, hvor personlig tilfredsstillelse med alkohol og udenomsægteskablig sex står højere end opretholdelse af de gamle normer og regler, som ellers sørgede for et harmonisk samfund. Det er altså et negativt billede, som der gives af byen. Flytter man der til er man sjæleligt og åndeligt fortabt.
På den måde adskiller Die Städte aber wollen nur das Ihre fra de andre lyriske tekster, som vi har analyseret ved at være udelukkende negativ over for byen. Der bliver ikke fremstillet nogen "men'er" eller måder hvorpå man kan undgå byens fordærvende besmittelse. Kort sagt: Et dystert og distopisk billedet af byen.
af Robin Bayram
af Robin Bayram
