"Hjem" er et ord der øjeblikkeligt fremkalder store følelser. Ens hjemstavn er en hjørnesten i ens liv og ens identitet. Ernst Schurs digt hedder Heimat. Det lægger ud med et udbrud: Heimat! og stiller derefter spørgsmålet om, hvorvidt hjem kun er landsbyerne og landet. Det er vel et retorisk spørgsmål, for man kan næppe svare andet end "nej".
Herefter følger en beskrivelse, som set fra det fjerne, af byen med metaforen ”et hav” af bygninger under den store himmel. Husene sammenlignes med en flok får, som klemmer sig sammen i folden. Når vi nærmer os byen ser vi, stadig på afstand – menneskene synes små – hvilket virvar der er i byen. Dette står i kontrast til den store, rolige himmel. Storbyen bliver i starten beskrevet med billeder fra naturen: dem Meer der Mietkasernen, Häusern… wie Schafe, die in der Hürde zittern. Senere beskrives den med ord fra naturvidenskaben (fysikken) eller fra industrien: som et magnetfelt der tiltrækker jernstykker.
Der findes 4 personer i digtet: det lyriske jeg, som er implicit, dvs. ikke nævner sig selv. Det lyriske du, som nævnes mange gange i andet og tredje afsnit. Duet er storbyen, Berlin, den som jeget taler til, som var det en ven. Desuden er der to persongrupper, som bliver omtalt: de, der kender byen og de, der ikke gør. Begge grupper er storbymennesker, men forskellen ligger i deres forhold til byen.
Storbymennesket påhæftes ord som flittige bier og myrer, aktive i et rastløst virvar. Og de beskrives som gode og små. Den ene af de førnævnte grupper beskrives i 2. afsnit og består af dem, der er endt i storbyen ved et tilfælde. De repræsenterer muligvis forbrugskulturen (Lassen sich treiben in dem Strom der Dinge) og nærmest fortærer byen (Sie nippen von dir mv.). Den anden gruppe er de, der kalder byen ”hjem”. Det er et komplekst forhold til byen, som kommer til udtryk især i sidste afsnit. Sidste vers siger, at tusinde hjerter kalder dig hjem – hjerter tyder på kærlighed, og hjertet er det, der holder mennesket i live. Men "mit bebender lippe" tyder på ængstelse eller angst. Byen er ”Werkmeister ihre Seele” – en bemærkelsesværdig blanding af ordene værkfører og sjæl – det beskriver måske problemet i at kombinere åndelighed og sjæl med fremskridt, teknologi og industri.
Digtet består af 3 afsnit, som hver består af hhv. 3, 4 og 3 strofer. Stroferne indeholder mellem 3 og 11 vers, så det er en meget fri digtform. Det indeholder mange retoriske virkemidler. For eksempel bruges der spørgende sætninger, som nogle gange besvares. Nogle ord, ordgrupper eller sætninger er efterfulgt af et udråbstegn, hvilket giver ekstra slagkraft de pågældende steder – uanset om man læser digtet indeni sig selv eller læser det højt (f.eks. str. 7: Den Geist des Einzelnen! mv.)
Rim er her ikke mange af, dog enkelte enderim med indholdsmæssigt centrale ord, f.eks. i str. 2 Mietkasernen - Sternen og Gewimmel – Himmel. Begge ordpar skaber såvel sammenhæng som kontrast mellem universet og den menneskeskabte by. I str. 6 er der næsten-rim mellem strofens ultrakorte vers: ihnen Gleich – ihren Geist og ihren Sinn – ihren Seele, hvor der er alliteration med S. Rimene skaber flow, og det samme gør de ensklingende ord som Lichtern – leuchten og Stuben – guten (begge str. 2).
Gentagelser og anaforer er her mange af, og naturligvis er de gentagne ord og sætninger vigtige. Først og fremmest ordet Heimat som nævnes 4 gange i digtet foruden i overskriften, heraf tre gange som eneste ord i sætningen. Himlen er uhyre vigtig og ordet nævnes da også 4 gange. Den står i kontrast til byen, idet den er stor og rolig. Den er noget, som bymenneskene søger (str. 8). Desuden er sætningerne Die kennen dich (nicht), die erkennen dich og nennen dich den helt centrale (mentale) handling i digtet.
Nogle nogle vers er ”skåret over ”, her er enjambement, og det giver kontrast mellem versstruktur og sætningsstruktur. F.eks. str. 2, v. 3 og 4 … und die Milchstrasse | spannt ihren Bogen. Tilfældigt er det langtfra, at den naturlige regelmæssighed bliver brudt. Andre steder sker bruddet i rytmen mellem trykstærke og tryksvage stavelser. I str. 8, kan man læse de 4 første vers med samme rytme med 4 trykstærke stavelser i hvert vers, men i femte vers afbrydes denne rytme. (v. 4 og 5: Sehnten sie sich nach der Bläue | die kennen dich. Heimat! Vers 5 har pludselig en helt anden fordeling af trykstærke stavelser end de forrige.)
Det giver spænding og uro i digtet, når der brydes i sætning, rytme eller flow, og desuden giver det særlig fokus på de passager, hvor det sker. Den fri digtform tjener til passe til tekstens indhold, den umage kombination af sjæl og ånd, virvar og industri. Storbyen er måske netop den organisme (jvf. str. 3) der kan indeholde det hele.
af Karen Poppel
