Formen
At det er kreative rappere (også kaldet jam-hiphoppere), som vi har med at gøre, ses tydeligt gennem deres avancerede rim og rimstrukturer: stort set alle deres rim er dobbeltrim. Rimparrene indeholder hver især fra tre til seks stavelser.
Der forekommer hovedsagligt enderim, men nu og da brydes strukturen af treledsrim og sekvensrim. I sidste strofe er der et flerstavelsesrim.
Mange af rimene er ikke helt “rene”, dvs. at rimparrene ikke isoleret set, men grundet rytmen og sammentrækninger og udeladelse af endelser rimer de alligevel. F.eks.: Insassen – Schwitzkasten, gefallen – Palmen, Typen – wütend. Disse “urene” rim er meget kendetegnende for raptekster, da de netop ikke er beregnet til at skulle læses, men udelukkende høres.
Lingvistikken og indentiteten
Teksten omhandler byen, hvilket også fremgår af sangens titel Smogcity. Der bliver fremført en del lignelser, som indledes med wie: Dunkelbier, Al Bundy, Küstennebel, Klingonen, Bäcker Teig kneten, 'ne elektrische Zahnbürste, abends die Küchenschaben, im Bus Insassen, Innercitykids in Schwitzkasten.
Der spilles ikke med de fysiske muskler, men enkelte steder med de kulturelle/mentale. Men dette er langt fra hovedbudskabet i denne tekst, som i langt højere grad går ud på at kaste lys over by-mentaliteten. Ich hab' die neusten Tapes an Bord; en sætning, som mest af alt er med, for at tilkendegive Deichkinds subkulturelle kulør, nemlig hiphoppen. Dette kan ses på det engelske låneord Tapes, som refererer til de kassettebånd, hvor på 80'ernes hiphoppere (nu kaldet Old Skool) indspillede kompilationer af hiphopmusik, de såkaldte mixtapes.
Andre tegn på at det er hiphop, som vi har med at gøre, ses bl. a. på brugen af slang og ord, specifikke for den tyske hiphopkultur. F. eks. ordet burn(t), som optræder i anden strofe. Dette er en germanisering af det engelske to burn, som i hiphop-terminologi har betydningen lyrisk at besejre eller ydmyge andre rappere. I denne sang er ordet dog blevet drejet (kreativ omgang med ord er typisk for jam-hiphop) til dets mere almene betydning, nemlig irritationen i rapperen Maltes næse grundet byens luftforurening. Af slangord kan nævnes: mit etwas klar kommen, ein fertiger Typ, glatt, im Siff liegen, kriegen, mal, glotzen og scheißegal.
Yderligere ser vi i første strofe et eksempel på Hamborg-dialekt: Ick liebe dir! Dette viser at Deichkind ikke bange for at vise hvor de kommer fra, og måske lige frem er stolte af deres hjemby Hamborg. Lokalpatriotisme er også et fænomen, som ofte forekommer i hiphopkulturen. Rappere fra én geografisk placering udtrykker mishag over for (i hiphop-sprog: diss'er) rappere fra et konkurrerende sted.
Indholdet
Temaet i sangen er, som før nævnt, by-mentaliteten og medlemmerne af Deichkinds modvilje mod den. Byen bliver beskrevet som hård, beskidt og ubarmhjertig og dens indbyggere som apatiske, uvenlige og monotome.
I første strofe giver rapperen Philipp udtryk for hvor vigtigt det er for byboen altid at være lige så beredt som et Dschungeltier. I byen gælder nemlig "jungleloven": spis eller bliv spist. Menneskene bliver ifølge Philipp afstumpede af bo i byen, og når de passerer forbi én er deres følelser umulige at læse, da de er blevet undurchschaubar wie Dunkelbier. Herefter kommer Philipp med en hypotese om, at dette fænomen kunne skyldes det høje antal af mennesker samlet på ét sted. Til sidst kommer han ind på virtualiseringen af den menneskelige kontakt med dette sarkastiske vers: Hauptsache die Welt ist connected über T-Online (navnet på telefonselskabet Telekoms internettjeneste).
I anden strofe lægger Malte ud med at fremhæve byens betonboligblokke, hvilket jeg ikke tror han gør af betagelse over disse stykker arkitektur, men snarere det modsatte. I næste vers beskriver han hvordan han irriteres af den smog, som byens høje luftforening har forårsaget, når han står på sin altan i betonblokken. Han går derefter videre til at kritisere byboernes manglende evne til at slappe af og konstaterer, at dette ikke blot er et specifikt problem for hans by (Hamborg), men snarere alle byer. Til slut forklarer han, hvor forvirret byen med sine mange indtryk gør ham: let påklædte kvinder og smog så tyk som kysttåge.
I Buddys første strofe (tredje strofe) kommer han ind på byboernes hensynsløshed og manglende interesse for hinanden. Han beskriver, hvordan han prøver på at hilse pænt på folk uden at få noget svar. Disse høflighedsfraser og udtryk for glæde over menneskelig kontakt er blevet overfladiske for byboerne, da det forhold man i byen har overfor folk, som man ikke kender, er anderledes og mere professionelt og følelseskoldt, end det man f. eks. har på landet. Dette fænomen giver Buddy navnet Citysyndrom og han mener, at han også selv "lider" af det, da han er ved at blive ligeglad med den Einheitsbrei (de andre byboere), som omgiver ham.
I fjerde strofe vender Philipp tilbage og beklager sig over byen, som virker overbebygget, larmende og fyldt med ubehagelige og overfladiske mennesker, som ikke gider at hilse oprigtigt, et emne som Buddy også kom ind på i forrige strofe. Philipp slutter af med at gøre sig den betragtning, at byen er for stor og kompleks til, at nogen vil kunne forstå den fuldt ud, så ingen er fuldt ud i stand til at hjælpe dem i byen, som er mest trængende.
Malte gør ligeledes entré endnu en gang i femte strofe. Han fortæller, at han i begyndelsen af sin tilværelse som bybo nød det. Men det har ændret sig, nu hvor hverdagens trivialiteter trænger sig på og den evige jagt efter penge nager ham. Men i de to sidste vers kommer der et afgørende statement: Da hilft kein Wimmern und für 'ne bessere Zeit beten/du musst die City lieben lernen wie Bäcker Teig kneten. Altså, på trods af alle disse problemer, som de netop har fortalt om, så kan det ikke nytte noget at beklage sig og ønske sig dem alle løst. Man skal ifølge ham heller ikke flygte fra byen. Nej, i stedet skal man tilpasse sig byens præmisser, for det er den eneste måde, at man kan overleve at bo et sted som en storby og sågar lære sig at elske den.
I sjette og sidste strofe lukker Buddy ballet med beskrive byen som et hektisk vanvid, som får ham til at miste nerverne. Men lige som Malte affinder han sig med sin skæbne, på trods af psykopater og kakerlakker, noget han dog ikke finder let.
Konklusion
Med denne sang prøver Deichkind at forklare, hvor hårdt det kan være at leve i en storby. Det er ikke kun neonlys og fester, men også fremmedgørelse, larm og apati. Men på trods af dette afskriver Deichkind sig ikke storbyen og hopper på det næste tog mod landet. De vælger, som de hårde hunde, de ønsker at fremstå som, at blive der, selvom de er meget imod den overfladiskhed og uvenlighed, som de bliver mødt af.
